Ægtepagt

De tre grundlæggende særejeformer

Af ægtefælleloven § 12 fremgår, at ægtefæller ved ægtepagt kan indgå tre slags aftaler om særeje.

Læs mere om Skilsmissesæreje

Læs mere om Fuldstændigt særeje

Læs mere om Kombinationssæreje

Ny ægtefællelov

Den 1. januar 2018 trådte en ny lov i kraft om ægtefællers økonomiske forhold; ægtefælleloven.

Formålet med den nye lov er at samle og tilpasse de tidligere regler om ægtefællers økonomiske forhold, således at reglerne på området er mere tidssvarende. Herudover var det fra lovgivers side et ønske at tydeliggøre reglerne på området, hvorfor terminologien også er ændret.

Nogle af de væsentligste ændringer, som man skal være opmærksom på, er:

Delingsformue

Begrebet ”fælleseje” forsvinder, da ordet har været misvisende, idet et aktiv ikke nødvendigvis er ejet i fællesskab, men derimod skal deles ved ægteskabets ophør, altså ved separation, skilsmisse eller død. Således er begrebet ”delingsformue” i stedet indført. Dermed er det tydeliggjort, at ægtefællernes formue skal deles lige ved ægteskabets ophør, medmindre andet er aftalt i en ægtepagt. Ægtefællerne kan under ægteskabet nemlig fortsat råde over egen formue, og de hæfter ligeledes for egen gæld. Den nye lov ændrer ikke ved dette, da det altid har været sådan.

Gaver

Tidligere var det nødvendigt med ægtepagt ved gaver mellem ægtefæller. Dette er ikke længere påkrævet. I stedet er konkursloven blevet modificeret, så det bliver vanskeligere at benytte sig af den såkaldte ’konefinte’, hvor en skyldner forsøger at bringe sin formue i ly for sine kreditorer.

Offentlighed

Hidtil har det været muligt at tilgå ægtepagter via www.tinglysning.dk. Ægtepagter vil fremover ikke længere være offentligt tilgængelige.

Nye særejeformer

Med ægtefælleloven er det blevet muligt at aftale nye særejeformer. Nu bliver det fx muligt at aftale sumsæreje eller sumdeling, således at et bestemt beløb af formuen skal være særeje, eller et bestemt beløb af formuen skal være delingsformue. Herudover bliver det muligt at aftale, at gæld skal være særeje, således at en gæld i forbindelse med en skilsmisse ikke skal fradrages i delingsformuen.  Derudover er det blevet muligt at aftale såkaldt erhvervelsessæreje, hvor en del af en ægtefælles formue er særeje, afhængigt af hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue. Det er fx muligt at aftale, at alt hvad ægtefællerne ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være særeje, eller man kan aftale, at alt, hvad der erhverves ved arv og gave, skal være særeje, herunder at arv fra en bestemt arvelader skal være særeje, mens anden arv er delingsformue.

Indtægter og surrogater af særeje

Det fremgår af ægtefælleloven § 25, at det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af særeje – også kaldet surrogater – ligeledes bliver særeje. Ægtefæller kan dog ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue.

I ægtepagter, som vi udfærdiger, tager vi som regel udgangspunkt i lovens hovedregel, så både indtægter og surrogater ligeledes bliver særeje af samme type som selve særejet. Er der fx truffet aftale eller bestemmelse om kombinationssæreje, bliver indtægter og surrogater også kombinationssæreje.

Det er derfor anbefalelsesværdigt at holde overblik over indtægter og surrogater og undlade at blande disse midler med aktiver omfattet af formuedeling. Da lovens hovedregel er formuefællesskab, er det sådan, at den, der påstår, at et bestemt aktiv er omfattet af særeje, har bevisbyrden herfor.

Hvis man fx har et særeje på 100.000 kr. i form af aktier eller obligationer, gør man uklogt i at lade henholdsvis udbytte og renteindtægter (og eventuelt udtrukne obligationer) gå ind på fx en lønkonto, hvis denne er omfattet af delingsformue. Man bør således have en særskilt bankkonto, som kun anvendes til indtægterne fra dette særeje. Problemet er, at særeje anvendt til forbrug, vil være ensbetydende med, at særejet er gået endeligt tabt.

Hvis man derimod køber bestemte ejendele med særejemidler, vil det købte også være omfattet af særeje. Det gælder uanset, om der er tale om køb af fx indbo, bil eller fast ejendom. Anvendes ved købet både særejemidler og midler omfattet af formuedeling, vil der opstå brøkdelssæreje, hvis købet er sket efter den 31. december 2017, hvor loven blev ændret.

Hvis der fx anvendes særeje til at betale for en ombygning af eller nyt tag på en fast ejendom, som hører til ens andel af delingsformuen (kaldet bodel), fordi man begge står tinglyst som ejer, opstår der et såkaldt reguleringskrav, hvilket er ensbetydende med et tilgodehavende mellem særejet og bodelen. Dette tilgodehavende kan normalt kræves tilbagebetalt til særejet på et senere skifte af fællesboet.

Det er sjældent, at ægtefæller med særeje i det daglige tænker over særejet og derfor blot ofte blot blander særeje og delingsformue sammen uden at spekulere videre over dette. Resultatet bliver som regel, at der ved ægteskabets opløsning – hvad enten dette sker ved separation/skilsmisse eller død – opstår problemer med at udlede, hvad der er særeje og hvad der er omfattet af formuedeling. Det er derfor vigtigt at kunne dokumentere kravet.

I de ægtepagter, som vi udfærdiger, indsætter vi således oftest en hensigtserklæring om, at ægtefællerne – såfremt blot den ene ønsker det – hvert år senest 6 måneder efter udgangen af et indkomstår, opretter en ajourført fortegnelse over de ejendele, som var særeje for hver af ægtefællerne ved udgangen af indkomståret. Vi kan af hensyn til efterfølgende dokumentationskrav kun anbefale ægtefællerne også at gøre dette.