Hvidvask
Som advokatfirma er vi forpligtet til at være opmærksom på, om vores klienters aktiviteter kan have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Hvidvaskloven
Reglerne er beskrevet i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).
Hvidvaskloven foreskriver blandt andet:
- Pligt til at sikre sig legitimation fra klienter
- Underretningspligt ved mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering
Per Bruhn Advokaters klienter vil oftest kun mærke konsekvensen af disse regler ved, at vi vil anmode om kopi af klientens pas eller kørekort, når klientforholdet etableres, fx i forbindelse med oprettelse af separat klientkonto og ved køb/salg af fast ejendom.
Hvis klienten er et selskab, vil vi indhente en selskabsrapport fra Erhvervsstyrelsen, ligesom vi vil anmode om kopi af pas eller kørekort fra den/de reelle ejere af selskabet. Ved de reelle ejere forstås de fysiske personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer selskabet. Dette gælder eksempelvis aktionærer, som ejer 25 pct. af aktiekapitalen.
For klienter, der ikke er fysisk til stede for at legitimere sig, gælder skærpede krav til identifikation. Ud over ovennævnte billedlegitimation vil der sædvanligvis blive stillet krav om kopi af sygesikringskort eller andet, som kan øge sikkerheden for, at vi kender identiteten på klienten. Ved pengeoverførsler kan der blive stillet krav om, at den første betaling foretages via en konto åbnet i klientens navn i et dansk pengeinstitut.
Per Bruhn Advokater har pligt til at opbevare klientens identitetsoplysninger i 5 år efter klientforholdets afbrydelse.
Hvis vi får mistanke om, at vores klient er i færd med at hvidvaske penge eller finansiere terrorisme, har vi som udgangspunkt pligt til at indberette dette til Hvidvasksekretariatet hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK).
Advokatmyndighederne fører tilsyn med, at advokater overholder reglerne udstedt i henhold til hvidvaskningsloven.
Uddrag af hvidvaskloven § 11
- Kundekendskabsprocedurer omfatter følgende:
1) Virksomheden eller personen skal indhente kundens identitetsoplysninger.
- a) Er kunden en fysisk person, skal identitetsoplysninger omfatte navn og cpr-nummer el.lign., hvis den pågældende ikke har et cpr-nummer. Har den pågældende ikke et cpr-nummer el.lign., skal identitetsoplysninger omfatte fødselsdato.
- b) Er kunden en juridisk person, skal identitetsoplysninger omfatte navn og cvr-nummer el.lign., hvis den juridiske person ikke har et cvr-nummer.
2) Virksomheden eller personen skal kontrollere kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.
3) Virksomheden eller personen skal indhente identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet, således at virksomheden eller personen med sikkerhed ved, hvem den eller de reelle ejere er. Er kunden en juridisk person, skal der herunder gennemføres rimelige foranstaltninger for at klarlægge den juridiske persons ejer- og kontrolstruktur.
4) Virksomheden eller personen skal vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
5) Virksomheder og personer skal løbende overvåge en etableret forretningsforbindelse. Transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens eller personens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Dokumenter, data eller oplysninger om kunden skal løbende ajourføres.
Stk. 2. Oplyser en person, at vedkommende handler på vegne af en kunde, eller er der i øvrigt tvivl om, hvorvidt en person handler på egne vegne, skal virksomheder og personer endvidere identificere personen, og vedkommendes identitet skal kontrolleres ved en pålidelig og uafhængig kilde. Virksomheder og personer skal yderligere sikre, at fysiske eller juridiske personer, der handler på vegne af en kunde, er beføjet dertil, dog ikke hvis den pågældende er advokat med beskikkelse her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land.
Stk. 3. Virksomheder og personer skal gennemføre alle kundekendskabskrav, jf. stk. 1 og 2. Omfanget af kundekendskabsproceduren kan dog gennemføres ud fra en risikovurdering. I vurderingen skal inddrages oplysninger om forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed. I vurderingen skal som minimum inddrages de faktorer, som fremgår af bilag 2 og 3.
Stk. 4. Virksomheden eller personen skal kunne godtgøre over for den myndighed, der fører tilsyn med den pågældendes overholdelse af loven, at kendskabet til kunden er tilstrækkeligt i forhold til risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme.
Læs mere om Per Bruhn Advokater
Du kan få flere oplysninger om Per Bruhn Advokater ved at klikke her.